Hvornår er det kærestevold?

Kærestevold er ikke et enkelt skænderi eller dårligt humør efter en dårlig dag. Kærestevold er krænkende handlinger, der bliver gentaget af en nuværende eller tidligere kæreste.

Kærestevold kan være psykisk, seksuel og fysisk vold. Volden er progressiv – det betyder, at den bliver værre, sker med kortere mellemrum og bliver mere alvorlig, når den ikke bliver stoppet.

Volden kommer sjældent ud af det blå. Det starter næsten altid med psykisk vold, hvor din kæreste kontrollerer og nedgør dig. Det kan være, at han eller hun vil bestemme over dit udseende og tøj, eller hvornår du må være sammen med dine venner.

Psykisk vold kan udvikle sig til konstante ydmygelser, isolation fra venner og familie og kontrol over, hvor du må tage hen. Senere kan det udvikle sig til fysisk vold eller seksuel vold.